...så er der ikke længe til vi åbner!

Jeg Laver Tynd Caffé

Ambrocius Stub1) var digter i 1700-tallets første halvdel. Han boede i Ribe, hvor han i armod skrev ganske mange arier. En af dem, Jeg Laver Tynd Caffé handler om kaffe. Ikke tynd af vand, men af mere vestjysk fortynding. Vi anbefaler naturligvis ikke at man forplumrer den fine kaffe med snaps, men særligt i hænderne på vores ualmindeligt fine guitarist Ingolf Olsen2), besynger visen dog trods alt blandingen ganske charmerende.

Mel.: Stub – Du deylig Rosen-Knop

Jeg laver tynd Caffé,
Den stærke brænder Blodet,
Den stærke svækker Modet,
Og giver Hierte Vee,
Jeg Laver tynd Caffé,
I Mandfolk! I, der skiønner
At bruge Sundheds Bønner,
I see jo meget let,
At min Maneer er ret;
Men vil Jurister sette
Vor Meening her til rette;
O sligt maae gierne skee
Jeg laver tynd Caffé.

Jeg skienker Tynd Caffé,
Den giver Sindet Kræfter
Og fordrer ey derefter
Præservativ af Thee,
Jeg skiænker tynd Caffé.
Har nogen lyst at Drikke,
Hans Hierte tynges ikke
Hans muntre Sind er frie
Fra all Melancholie.
I Sorgens Patienter!
Her findes det I venter,
Her lærer I at lee,
Jeg skiænker tynd Caffé.

Jeg Drikker tynd Caffé,
Frimodig alle Dage,
Trods Grillers farlig Plage,
Trods Hierte-Klap og Vee
Af Stærk og sort Caffé.
Det var da ey saa ilde,
At Mediet de vilde
Engang foreenes om
At fælde denne Dom:
I Pigers hviide Arme
Bør ey den Karl faae Varme,
Der findes kold som Snee
Af sort og stærk Caffé.

  1. se i øvrigt lex.dk[↩]
  2. …på hans plade “Uskyldig tidsfordriv”. Se i øvrigt artiklen Bohemedigteren i Kristeligt Dagblad.[↩]